E-Folkeoplysning: Hør om verden omkring dig

Et lille frø – men en stor kamp. I EU diskuteres det netop nu, hvem der skal bestemme, hvilke frø der må dyrkes i fremtiden. Det lyder som noget småt. Næsten hyggeligt. Frø. Tomater fra naboens have. En håndfuld gamle sorter, der smager bedre end noget i supermarkedet. Men bag de små frø gemmer der sig en af de mest principielle kampe i EU lige nu. I denne udgave af EU Indefra taler jeg med hortonom, PhD og fagjournalist Louise Windfeldt, faglig sekretær i Foreningen Frøsamlerne. Hun tager os med ind i en verden, hvor frø ikke bare er natur – men politik, industri og magt. For hvad sker der, når EU bestemmer, hvilke frø du må dyrke? Tidligere var det faktisk ulovligt bare at bytte frø med naboen. Ja, helt bogstaveligt. Kun frø på EU’s officielle positivliste var tilladt. Resten – selv gamle, robuste sorter fra bjergsider eller baghaver – blev i praksis skubbet ud. Efter massivt folkeligt pres blev reglerne lempet. Men ifølge Louise Windfeldt er kampen langt fra slut. Nye forslag ulmer i EU-systemet, og spørgsmålet er, om vi er på vej tilbage mod en mere ensrettet frøverden. Industrien argumenterer for kontrol: sygdomme, kvalitet, snyd. Men holder det? Erfaringer fra Danmark peger på noget andet. De få tilfælde af snyd ligger århundreder tilbage. Og samtidig står vi med et andet, langt større problem: Når genetisk variation først er væk, kommer den aldrig igen. Og netop den variation kan vise sig at være afgørende i en fremtid med klimaforandringer. Så hvad vejer tungest? Sikkerhed og standardisering – eller mangfoldighed og modstandsdygtighed? Det er ikke bare en debat om frø. Det er en debat om, hvem der kontrollerer vores fødevarer – og hvor robuste de bliver i fremtiden. Lyt med, når Louise Windfeldt folder konflikten ud og giver dig indsigt i en EU-kamp, de færreste har opdaget – men som angår os alle.

Frivillige bruger tusindvis af timer og samler ind til de allerfattigste børn i Afrika. Kommunen sender dem en regning som tak, og henviser til EU. Penge fra genbrug skulle hjælpe – og nu går de altså i kommunekassen. Genbrug er blevet hverdag i Danmark. De unge driver udviklingen, og 93 procent af danskerne mellem 16 og 30 år har inden for det seneste år enten købt eller solgt brugte ting. Men midt i den grønne bølge rammer en ny udfordring: I flere kommuner skal genbrugsbutikker nu betale affaldsgebyr for donerede varer, der ikke kan sælges. I Middelfart koster det Røde Kors omkring 13.000 kroner om året. “Jeg er rigtig træt af, at vi skal betale for at komme af med borgernes affald,” siger Brit Sommerfeld, butiksleder hos Røde Kors i Middelfart. “Det er ærgerlige penge, der går fra dem, vi støtter.” Fem minutters gang derfra har Mission Afrika fået samme besked. “Vi har fået at vide af kommunen, at der bliver lagt gebyr på fra første januar,” siger Lis Nielsen, som anslår, at det koster butikken 20.000 kroner årligt. “Jeg kan forsikre jer om, at pengene gør en stor forskel.” Hos Røde Kors’ hovedkontor i København er bekymringen den samme. “Vi vil gerne arbejde med en bæredygtig fremtid, og her spiller genbrugsbutikkerne en stor rolle,” siger Tina Donnerborg, national chef for Røde Kors’ butikker. “De her penge skulle have gjort gavn i hjælpearbejdet.” Afgiften bygger på en fortolkning af EU’s affaldsrammedirektiv. Men flere peger på danske myndigheder frem for EU. “Jeg synes, der skal gives dispensation,” siger Brit Sommerfeld. “Jeg er ikke i tvivl om, at det er en overfortolkning fra embedsmændene.” Som eksempel nævner hun Henrik Dahl (LA), medlem af Europa-Parlamentet, der flere gange har kritiseret danske myndigheder for at tolke EU-regler unødigt stramt. Hos brancheorganisationen ISOBRO er analysen den samme, men med en smule håb. “Borgerne har allerede betalt affaldsafgift, når de donerer ting,” siger generalsekretær Kenneth Kamp Butzbach. “Nu skal butikkerne så betale igen. Men i vores øjne er affaldsgebyret allerede betalt.” Men han ser en mulig vej ud. EU arbejder med et forslag om udvidet producentansvar for tekstiler. Hvis det vedtages, skal producenterne fremover betale affaldsgebyret. “Hvis EU kan tolke tekstiler i én retning, burde alt andet også kunne tolkes,” siger Kenneth Kamp Butzbach. “Vi har et stort håb om, at politikerne vil ændre reglerne.” Indtil da må frivillige betale regningen – og se pengene forsvinde, som ellers skulle være gået til julehjælp, fodboldkontingenter og skolegang i Afrika. “Jeg føler mig kun som skraldemand, når det er noget, der står udenfor døren,” siger Lis Nielsen med et grin. “Men det er altså at gøre grin med dem, der donerer deres ting i bedste mening.”

Grønland er ikke medlem af EU. Det har været et fast holdepunkt siden 1985, hvor Grønland efter en folkeafstemning forlod det daværende EF. I årtier har relationen til EU været praktisk og teknisk: fiskeri, handel og støtteordninger. Ikke medlemskab. Ikke politisk integration. Men verden ser anderledes ud i dag. De seneste år er Grønland rykket helt ind i centrum af storpolitikken. Ikke mindst efter Donald Trumps gentagne udmeldinger om Grønland, som udløste både forargelse og alvor. “Grønland er ikke til salg,” lød det dengang – fra grønlandske politikere, fra den danske regering og fra flere europæiske ledere. Siden har EU markeret sig mere tydeligt. Frankrigs præsident Emmanuel Macron har under besøg i Arktis slået fast, at Europa har et ansvar i regionen, og at Grønland ikke står alene. EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen har på tilsvarende vis talt om partnerskab, solidaritet og respekt for Grønlands selvbestemmelse. Den støtte er blevet bemærket i Grønland. Aaja Chemnitz, Grønlands ene medlem af Folketinget, har flere gange peget på, at EU i dag spiller en vigtig rolle som samarbejdspartner – ikke mindst i en tid, hvor presset udefra er blevet mere tydeligt. Og Aki-Matilda Høegh-Dam, Grønlands andet folketingsmedlem, har advaret mod, at Grønland reduceres til et geopolitisk objekt og understreget, at beslutninger om fremtiden skal træffes i Grønland – ikke i Washington, Bruxelles eller København. Det har genåbnet en diskussion, som ellers længe har ligget stille: Om Grønland bør knytte sig tættere til EU. Og om et egentligt EU-medlemskab overhovedet er noget, man igen bør tale åbent om. Det er ikke et simpelt spørgsmål. EU er ikke bare et økonomisk fællesskab, men også et politisk projekt. Og i Grønland lever stadig minderne om 1980’ernes opgør med EF. Samtidig står Grønland i dag i en ny verdensorden, hvor sikkerhed, råstoffer og stormagtsrivalisering i Arktis spiller en langt større rolle end dengang. Så spørgsmålet er ikke længere kun historisk. Det er dybt aktuelt. Hvad betyder EU i dag for Grønlands sikkerhed og handlefrihed? Er EU et realistisk alternativ – eller blot endnu en stormagt med interesser? Og hvordan ser det ud fra et dansk og europæisk perspektiv? Jeg spørger Per Clausen fra Europa Parlamentet det her:

Kan du huske, dengang EU-modstanderne talte mere end hver anden af danskerne? Dengang de fleste afstemninger om afgivelse af suverænitet – eller blot mistanken om det – endte med et nej? Dengang EU-modstanderne endda havde sit eget parti i Europa-Parlamentet, nemlig Folkebevægelsen imod EU? Jamen, det parti eksisterer endnu. Men spørgsmålet er, hvor meget det egentlig betyder i dag. For EU-modstanden har det svært. I pressen. Hos vælgerne. Og ikke mindst i systemet. Hvis Folkebevægelsen vil genopstille til næste valg til Europa-Parlamentet, skal de nemlig samle hele 70.000 vælgererklæringer – på bare ét år. Det er mere end tre gange så mange som til Folketinget. Og det kalder bevægelsen for et ”demokratisk problem”. Men det er ikke det eneste problem. For EU-modstanden er ikke længere, hvad den har været. Den er i modvind – både herhjemme og i resten af Europa. Og spørgsmålet er, om den overhovedet har en fremtid. Er Folkebevægelsen imod EU en relikvie fra en svunden tid? Eller er der stadig grund til at stille de kritiske spørgsmål til det europæiske projekt? I den her udsendelse møder du både bevægelsens formand, Peter Raben, og professor Thorsten Borring Olesen, og vi ser også nærmere på en anden bekymring: EU’s nye kurs på GMO-området. Vi har talt med Klaus Loehr-Petersen fra Netværket for risikovurdering og mærkning af GMO – og så runder vi, som altid, det store spørgsmål: Hvor er EU på vej hen?

Forestil dig, at du en morgen vågner op til nyheden om, at USA har forladt NATO. En amerikansk præsident har trukket stikket. Ikke en fjern hypotese, men et scenarie, Europas ledere og forsvarschefer i disse år er nødt til at forholde sig til. Vi lever i en tid, hvor verdens største forsvarsalliance – NATO – er under pres indefra. Ikke fra fjender, men fra tvivl. Tvivl om den berømte musketer-ed stadig gælder. Tvivl om USA – alliancearkitekten selv – stadig står vagt ved døren. Og mens den tvivl breder sig, står Europa midt i sin egen eksistentielle debat: Skal vi kunne forsvare os selv? Og hvordan gør vi det uden at knække det fællesskab, der hidtil har været vores sikkerhed? Parlamentsmedlem Morten Løkkegaard(V) advarer imod oprettelsen af en egentlig europahær, mens Morten Lidegård (R ) synes det er det eneste rigtige. Har vi overhovedet tid til at få opbygget en europahær, hvis vi tænker på, hvor langt tid det tog EU om at blive opbygget til en effektiv sammenslutning? I denne udsendelse forsøger vi at finde svar. Sammen med tidligere kontreadmiral og formand for Folk & Sikkerhed, Torben Ørting Jørgensen, dykker vi ned i fremtidens europæiske forsvar. Vi taler med formanden for Atlantsammenslutningen, Lars Bangert Struwe, der advarer om konsekvenserne af passiv europæisk sikkerhedspolitik. Og professor Thorsten Borring Olesen fra Aarhus Universitet, som vurderer, hvor langt EU’s sammenhold egentlig rækker – bortset fra at Trump muligvis har muligheden for at spænde ben... Er tiden kommet, hvor Europa skal stå alene? Eller er det netop nu, NATO skal genopfindes? Velkommen til EU indefra – en journalistisk rejse ind i Europas militære fremtid.

EU-modstanden i Danmark har ændret sig markant gennem årene. Fra heftige debatter og uroligheder i 1993 til en folkeafstemning i 2022, hvor et stort flertal stemte for at afskaffe forsvarsforbeholdet. Men betyder det, at modstanden er forsvundet? I en ny udsendelse undersøger vi EU-modstandens udvikling og fremtid. Professor Thorsten Borring Olsen fra Aarhus Universitet giver sin vurdering af, hvordan ydre trusler som krigen i Ukraine påvirker danskernes holdning til EU. Samtidig fortæller Peter Raben fra Folkebevægelsen imod EU, hvorfor han mener, at modstanden kan genopstå. Vi hører også fra statsminister Mette Frederiksen, der tidligere har understreget nødvendigheden af et stærkt bånd til USA – men nu taler om et tættere europæisk samarbejde. Og vi tager et smut forbi Det Ovale Værelse, hvor tidligere præsident Donald Trumps udtalelser har haft stor betydning for Europas sikkerhedspolitiske kurs. Lyt med, når vi tager pulsen på den danske EU-modstand – og spørgsmålet om, hvorvidt den kan vokse sig stærk igen.

I løbet af 2024 har de danske medlemmer af Europa-Parlamentet spillet en aktiv rolle i en lang række sager. Vi har spurgt dem alle, hvad de mener var deres største … ja, lad os bare kalde dem for ”bedrifter”. Her prøver vi med en mild hånd at udvælge nogen af de ting, de danske politikere i EU Parlamentet ifølge dem selv, eller Europa Parlamentets egen hjemmeside, har brugt deres tid på. Blandt de mest aktive har været Christel Schaldemose fra Socialdemokratiet, der har arbejdet for at styrke forbrugerbeskyttelsen i EU. Hun har sat fokus på at regulere digitale platforme for at beskytte borgernes data og privatliv. Schaldemose siger, at det er afgørende at sikre, at digitale giganter ikke misbruger europæernes data, og hun arbejder for strengere regler, der beskytter privatlivet og sikrer fair konkurrence. Niels Fuglsang fra samme parti har været en stærk fortaler for grøn omstilling og bæredygtig energi. Han har arbejdet for at fremme investeringer i vedvarende energikilder og mindske EU's afhængighed af fossile brændstoffer. Fuglsang udtaler, at det er afgørende, at EU går forrest i den grønne omstilling ved at investere i bæredygtige energiløsninger og reducere CO₂-udledningen markant. Kira Marie Peter-Hansen fra Socialistisk Folkeparti har markeret sig med en indsats for at styrke sociale rettigheder og bekæmpe social dumping i EU. Hun arbejder for at sikre ordentlige arbejdsforhold og fair lønninger for alle arbejdstagere i EU. Kira mener, at social dumping undergraver vores fælles velfærd og skal stoppes. Hun understreger vigtigheden af at give arbejdstagere i hele EU ret til fair løn og sikre arbejdsforhold. Et tema der har skabt en del overskrifter i Danmark, især efter at flere DR programmer har afsløret rystende forhold for både lovlige og ulovlige migrantarbejdere på den danske byggepladser. Hendes partikollega Rasmus Nordqvist har fokuseret på klima- og miljøpolitik, med særligt fokus på biodiversitet og bæredygtig landbrugspraksis. Han arbejder for, at EU tager ansvar for at beskytte naturen og sikre en bæredygtig fødevareproduktion. Sigrid Friis fra Radikale Venstre har arbejdet på at fremhæve bæredygtighed og ungdommens stemme i EU. Hun beskriver sit arbejde som en indsats for at sætte en ny dagsorden, hvor bæredygtighed og unges interesser er i centrum. Henrik Dahl fra Liberal Alliance har støttet Europa-Kommissionens ambitioner om at reducere bureaukrati og styrke forsvarsindustrien. Han mener, at denne tilgang er nødvendig for at sikre, at Europa står stærkt i en verden præget af geopolitisk konkurrence og økonomisk usikkerhed. Kristoffer Hjort Storm fra Danmarksdemokraterne har etableret samarbejde med nordiske partier som Sverigedemokraterne. Han mener, at nordisk samarbejde i EU er naturligt for at fremme fælles interesser. Niels Flemming Hansen fra Det Konservative Folkeparti har fokuseret på at sikre konservative værdier i EU. Han mener, det er vigtigt at arbejde for et stærkt og samlet Europa, hvor konservative stemmer bliver hørt. Derudover har du i et af vores tidligere programmer kunne høre, at han var imod at den ellers roste lov imod afskovning bliver genforhandlet. Det er ellers noget den politiske fraktion han er med i, er stor bannerfører for. Per Clausen fra Enhedslisten har haft fokus på sociale rettigheder og retfærdighed. Han udtaler, at han vil kæmpe for en mere social og retfærdig EU-politik, hvor arbejdernes rettigheder bliver prioriteret. Stine Bosse fra Moderaterne har arbejdet for at styrke Danmarks position i EU og fremme en progressiv dagsorden. Hun mener, at Danmark skal være en aktiv spiller i EU og bidrage til løsninger på de store udfordringer, som verden står overfor. Danske EU-parlamentarikere har dermed været engageret i alt fra klima og sociale rettigheder til forsvar og digital regulering i 2024. Deres arbejde afspejler en bred vifte af politiske dagsordener, som både tager hånd om Danmarks interesser og styrker samarbejdet i EU.

Så er der atter tid til at både tage luppen og kikkerten frem, når vi både graver detaljerne frem, og trækker de store linjer op. Denne gang ser vi på et problem der er voksende. Men det er ikke kun et nationalt problem, men internationalt, og derfor ligger en del af løsningen også i EU regi. Men ikke kun. Hvad er det for et problem, spørger du? Jo, uden at fortælle for meget, så vil vi lige nævne ord som, ”underbetalt”, ”slaveri” og en slags trafficking af illegal arbejdskraft. Hvis du vil vide mere, så bliv hængende for udsendelsen kommer her

For første gang nogensinde har EU-Parlamentet åbnet en vedtaget lov til genforhandling. Det gælder den skelsættende skovlov, der skulle stoppe import af produkter som træ, kaffe og kakao, der bidrager til afskovning. Nu trues lovens kerneprincipper, mens politiske kræfter og økonomiske interesser skaber splid. Et banebrydende direktiv under pres Da EU i sommeren 2023 vedtog skovloven, blev den hyldet som en global milepæl. Loven krævede, at importerede varer skulle dokumentere, at de ikke havde medvirket til skovrydning. Kontrolmekanismer og certificeringer skulle sikre dette. Men nu presser Den Kristen-Konservative gruppe på for en genforhandling med argumentet om, at loven er for bureaukratisk og urealistisk for virksomheder og medlemslande. Presset har allerede udskudt lovens implementering med et år, og frygten for udvanding vokser. Anne Sofie Henningsen fra miljøorganisationen Verdens Skove advarer: “Virksomheder, der har tilpasset sig lovens krav, føler sig snydt. Værre er dog risikoen for, at lovens kerneprincipper bliver udvandet.” Politisk skift i EU EU’s nye kurs kan delvist forklares med det ændrede politiske landskab efter sidste valg til Europa-Parlamentet. Grønne partier mistede terræn, og højrefløjens fremmarch har skubbet miljøpolitikken ned ad dagsordenen. Den danske parlamentariker Niels Flemming Hansen har dog sagt klart nej til en genforhandling – en beslutning, der høster ros fra Verdens Skove. Enorme konsekvenser for klima og biodiversitet Bag de politiske forhandlinger står verdens skove, klima og biodiversitet som de store tabere. Global afskovning driver klimaændringer og truer 31.000 dyrearter med udryddelse. Henningsen fremhæver EU’s ansvar som global frontløber: “EU må stå fast på sine grønne ambitioner. Kortsigtede interesser må ikke få lov at underminere en lov, der kunne være en milepæl.” Mens skovlovens fremtid hænger i en politisk balance, står spørgsmålet tilbage: Vil EU fastholde sin grønne frontløberrolle, eller vil skovloven ende som endnu et kompromis med store konsekvenser for planeten?

Prøv at se en dansk landsby kirke foran dit indre blik? Kan du se det? Måske husker du sidste Juleaften, eller sidst du var til konfirmation eller bryllup. Men prøv forstil dig så en lille landsbykirke på en almindelig hverdag. Her er den helt tom. Måske endda låst. Parkeringspladsen er også tom. Om søndagen holder der enkelte biler. Ofte fra pensionister, som tager turen til deres lokale kirke. Men overrendt er hverken kirken, eller parkeringspladsen. Det er det billede du skal bruge til vores historie. De danske landsbykirker har nemlig brugt millioner af kroner og utallige arbejdstimer på at opfylde et EU-krav om ladestandere til elbiler – et krav, der nu viser sig delvist overflødigt. En sen ændring i reglerne betyder, at mange kirker med begrænset aktivitet alligevel ikke behøver at opsætte de kostbare ladestandere. Ændringen kommer blot en måned før den oprindelige deadline og har skabt frustration blandt menighedsråd og provstier, der føler sig bondefanget af en proces, de beskriver som både respektløs og ressourcespild. Fra Vester Assels på Mors til Middelfart på Fyn har kirkefolk i månedsvis forberedt sig på kravene med tekniske vurderinger, møder og anlægsarbejde. Der er blevet målt op, trukket kabler og brugt penge på at sikre, at alt var på plads til at opfylde reglerne. Alt sammen baseret på en lovgivning, som nu er ændret i sidste øjeblik. Problemet belyser en større udfordring: hvordan EU-krav ofte rammer bredt uden at tage højde for lokale forhold. Ladestanderne skulle sikre den grønne omstilling, men mange af de parkeringspladser, der nu står klar til elbiler, bruges kun få gange om året. For mange menighedsråd har det føltes som at rette ind efter regler, der mangler jordforbindelse og ikke tager højde for virkeligheden i små lokalsamfund. Kritikere peger desuden på, at kravene risikerer at blive overflødige i takt med teknologiske fremskridt, der gør elbiler i stand til at køre længere og lade hurtigere. At der vitterligt ikke er en tro på, at ret mange vil lade deres biler ved deres lokale kirker kan også ses af, at ingen private udbydere af opladere selv har villet investere i standerne ved kirkerne. De tror simpelthen ikke på ideen. Men nu dropper ministeriet altså kravet. Kirkeminister Morten Dahlin erkender frustrationerne og kalder det en fejl, at ændringen ikke kom tidligere. Han understreger, at ministeriet har arbejdet hårdt for at sikre undtagelserne, men det er en ringe trøst for de kirker, der allerede har investeret tid og penge i ladestandere, der nok aldrig vil blive brugt. For mange handler det ikke kun om økonomien – men også om respekten for de mennesker, der bruger deres tid og kræfter i menighedsråd og provstier. Denne sag er dog mere end bare et lokalt problem for kirkerne. Den viser, hvordan omfattende regler fra EU og ikke mindst UDMYNTNINGEN af direktiverne kan føre til spildte ressourcer og unødvendige omkostninger – og hvordan den slags beslutninger skaber grobund for frustration og kritik af både politikere og EU. For landsbykirkerne er konklusionen klar: Disse penge kunne være brugt bedre – og mere respektfuldt. De kostbare ladestandere er nu en påmindelse om, hvordan overordnede regler kan ramme skævt, og hvordan politisk nøl kan føre til unødvendige investeringer og tabt tillid.

Rumænien: Et valg der sender chokbølger gennem EU – en fortælling om fred og forandring Det er ikke hver dag, vi hører om Rumænien i de danske nyheder, men når vi gør, er det ofte som en fodnote i EU-dagsordenen. For nylig fik Rumæniens præsidentvalg dog en kort plads i mediestrømmen: En EU- og NATO-kritisk kandidat tog føringen i første valgrunde. Men hvad ligger bag denne opsigtsvækkende udvikling, og hvad siger det om Rumæniens forhold til EU? Fra begejstring til kritik Rumænien har længe været kendt som et af de mest EU-entusiastiske medlemslande – en begejstring, der nu ser ud til at falme. Landet, der kæmper med fattigdom og korruption, har fået mere kritiske øjne på Bruxelles. Forklaringen? Krigen i Ukraine. Rumænien grænser op til konflikten, og frygten for at blive trukket med i krigen præger vælgernes prioriteter. Ifølge Florin Orban, seniorredaktør ved Radio Romania International, var valgkampens store overraskelse kandidaten Călin Georgescu. Han præsenterede sig som fredens stemme – et budskab, der gik rent ind i en tid præget af usikkerhed. Men Georgescu er ikke udelukkende fredens mand. Hans kritiske holdning til EU og NATO samt hans tidligere udtalelser, hvor han roste fascistiske historiske figurer, har givet ham et kontroversielt ry. Han repræsenterer en voksende gruppe af vælgere, der kræver en ny kurs i rumænsk politik. Modstanderen: En EU-støtte med ultraliberal dagsorden Georgescus modstander i anden runde, Elena Lasconi, står som en skarp kontrast. Hun repræsenterer partiet Save Romania Union, der er medlem af den pro-europæiske gruppe Renew Europe i Europa-Parlamentet. Med en ultraliberal profil og stærk støtte til EU og NATO fremstår hun som garant for Rumæniens fortsatte vestlige kurs. Men hendes politik appellerer primært til landets progressivt orienterede bybefolkning. Et splittet landskab Resultaterne af det samtidige parlamentsvalg viser en fragmenteret politisk scene. Socialdemokraterne vandt valget med blot 23 % af stemmerne, mens flere EU-positive partier tilsammen kan danne flertal – hvis de kan enes. Det kræver en politisk regnbuekoalition, der spænder over meget forskellige ideologiske farver. Florin Orban forklarer, at den voksende opbakning til EU-kritiske kræfter afspejler en dyb skepsis blandt rumænerne over for Bruxelles og frygten for, at Rumænien kunne blive trukket for dybt ind i Ukraine-konflikten. Samtidig signalerer valget et opgør med den gamle politiske kultur. Hvad betyder det for EU? Rumæniens valg viser, hvordan krisen i Ukraine og interne socioøkonomiske udfordringer har ændret befolkningens syn på EU. Selvom der ikke er tale om en decideret "Rumexit", har den tidligere blinde begejstring for EU udviklet sig til en kritisk afventen. Ønsket om fred er blevet en afgørende faktor i rumænsk politik. For EU er Rumæniens valg en påmindelse om, at de østlige medlemslande har deres egne prioriteter og bekymringer. Mens vestlige lande fokuserer på støtte til Ukraine, kæmper Rumænien for at navigere mellem sin egen sikkerhed og loyaliteten over for EU og NATO. Valget understreger en bredere tendens i Europa: Etablerede politiske systemer bliver udfordret, og borgerne kræver nye løsninger i en tid præget af usikkerhed og forandring. For Rumænien er ønsket om fred en drivkraft – men for EU kan det være begyndelsen på en ny fase af intern refleksion og forhandling.

Krigen i Ukraine er en tragedie af næsten ufattelig størrelse. For stort set alle involverede parter. Men er krigen også dårligt nyt for klimaet? For de penge der nu bliver brugt på fx krudt og kugler kan jo som bekendt kun bruges én gang, og kan dermed ikke bruges på klima. Så hvor efterlader krige og kriser EU’s indsats for den grønne omstilling? Svaret er ikke helt enkelt og vil måske overraske dig. Lyt hvordan det hænger sammen