SCIFI SNAK

Fire romaner har defineret, hvad vi forstår ved en dystopisk Science Fiction roman: Vi, Brave New World, 1984 og Fahrenheit 451. Her får du historien bag hver af dem, de fire ting, de alle sammen angriber, og svaret på, hvorfor nutidens dystopier ikke længere er bange for staten. Vi har læst alle fire i SCIFI SNAK gennem otte år. Her sætter vi dem ved siden af hinanden for første gang. Hvad er en dystopi? En dystopi er et samfund, der fungerer, men er gået grueligt galt. Den er utopiens onde tvilling: hvor utopien beskriver det perfekte samfund, viser dystopien, hvad der sker, når drømmen om det perfekte bliver til tvang. Science fiction er som skabt til genren. Man tager noget fra nutiden og forstørrer det, til man kan se, hvor det fører hen. Dystopien er ikke det samme som en postapokalypse. I postapokalypsen er samfundet brudt sammen. I dystopien kører det hele, og det er netop det uhyggelige. Genren tog form i første halvdel af det 20. århundrede, hvor totalitære stater var noget, man læste om i avisen hver morgen. De fire klassikere, vi stadig genlæser i dag, er alle skrevet mellem 1920 og 1953. De fire klassiske dystopier De fire klassiske dystopier på et øjeblik Bog Udkom Kontrol Hvis du … Vi – Jevgenij Zamjatin 1924 Glashuse, numre og faste skemaer vil se, hvor det hele begyndte Brave New World – Aldous Huxley 1932 Lykkepiller, sex og kaster foretrækker satire frem for rædsel 1984 – George Orwell 1949 Overvågning, tortur og Newspeak vil læse den mest brutale Fahrenheit 451 – Ray Bradbury 1953 Tv-vægge og brændte bøger vil have den korteste og letteste at gå til Vi af Jevgenij Zamjatin (1924) Forestil dig en by, hvor alle huse er af glas, og hvor du har et nummer i stedet for et navn. Det er Den Ene Stat i Vi, den første af de store dystopier og den, alle de andre står på skuldrene af. Fortælleren D-503 bygger rumskibet INTEGRAL, der skal bringe statens lykke ud til andre planeter. Bogen er hans dagbog, og han er stolt af sit samfund, indtil han opdager, at han har fået en sjæl. Zamjatin skrev den i 1920-21 i den helt unge Sovjetunion, hvor den blev forbudt med det samme. Den udkom på engelsk i New York i 1924, men først på russisk i Sovjet i 1988. George Orwell anmeldte den i 1946, og man kan tydeligt se den i 1984. I SCIFI SNAK tog vi den i ep. 49. Brave New World af Aldous Huxley (1932) I Brave New World bliver ingen tvunget til noget. Er man utilpas, tager man en soma. Det er den eneste af de fire, hvor samfundet faktisk virker, og hvor folk er glade. Det er netop det, der gør den så foruroligende. Huxleys verden er bygget på samlebåndet. Man siger “vor Ford” i stedet for “vor Herre”, og årstallet regnes fra Model T. Børn dekanteres fra flasker og betinges i søvne til at elske deres kaste, fra alfa til epsilon. Modstanden kommer udefra, fra Vildmanden John, der er vokset op med Shakespeare og derfor har ord for, at der mangler noget. Hør vores snak i ep. 88. 1984 af George Orwell (1949) Big Brother ser dig gennem teleskærmen, også i dit eget hjem. Storbritannien hedder Airstrip One, og Winston Smith arbejder i Sandhedsministeriet, hvor han retter i gamle aviser, så fortiden altid passer med i dag. Torturen foregår i Kærlighedsministeriet. Orwell skrev bogen på øen Jura i Skotland, dødssyg af tuberkulose og med Stalins skueprocesser i frisk erindring. Han døde et halvt år efter udgivelsen. Det er den mest brutale af de fire, og den eneste, hvor kontrollen kræver en hel stat af ansatte. Vi læste den til jubilæumsepisode 100. Fahrenheit 451 af Ray Bradbury (1953) Vores hovedperson, brandmanden Guy Montag, brænder bøger i stedet for at slukke ildebrande. Mildred, Montags kone, sidder foran tv-væggene og kalder personerne på skærmen for sin familie. Det særlige ved Bradbury er, at ingen forbød bøgerne ovenfra. Brandchefen Beatty forklarer det selv: folk holdt op med at gide læse dem, og staten kom bagefter og gjorde det officielt. Bradbury sagde da også selv, at bogen handler om fjernsyn mere end om censur. Det er den korteste af de fire og den letteste at gå til. Vi tog den i ep. 138. Hvad kendetegner de klassiske dystopier? Læser man dem efter hinanden, angriber de klassiske dystopier de samme de rum, hvor et menneske bliver til sig selv: familien, jeg’et, kroppen og sproget. Det er det som gør dystopierne så grufulde, og mindeværdige. Men tænker, hvordan kan man leve i sådan et samfund samtidig med, at magtesløsheden virker helt logisk. Familien I Brave New World er “mor” og “far” uanstændige ord, og “everyone belongs to everyone”. I Vi kræver det statslicens at få børn. I 1984 består familien, men børnene angiver deres forældre og bliver rost for det. I Fahrenheit 451 har man bare glemt, hvor man mødte hinanden. Familien er det sidste rum, staten ikke kan se ind i. Derfor er det det første, der skal væk. Individet Folk har numre i Vi, er del af en kaste i Brave New World og et sprog, de ikke kan tænke i, i 1984. I Vi findes der endda en operation, der fjerner fantasien. Kroppen Sex er rationeret i Vi med lyserøde billetter, forbudt som lyst i 1984 og påbudt i Brave New World, hvor det er afvigende at være monogam. Begge veje ender med, at kroppen ikke er din. Fahrenheit 451 er den skæve. Ingen regulerer noget som helst. Folk gider bare ikke. Sproget Newspeak i 1984 er det tydeligste eksempel: fjerner man ordet, fjerner man måske tanken. Partiets slogans er blevet til hverdagssprog: “War is peace. Freedom is slavery. Ignorance is strength.” I Fahrenheit 451 brænder litteraturen. I Brave New World er Shakespeare ikke forbudt, ingen forstår ham bare. Og i Vi skriver statsdigterne oder til henrettelserne. Orwell eller Huxley: tvang eller fornøjelse? Bøgerne falder i to par. Vi og 1984 er ren totalitær tvang. I Brave New World og Fahrenheit 451 er folk medskyldige: de tager stofferne og ser fjernsynet frivilligt. Den amerikanske medieforsker Neil Postman satte det på formel i 1985 i Amusing Ourselves to Death: Orwell frygtede dem, der ville forbyde bøger. Huxley frygtede, at der ikke ville være nogen grund til at forbyde dem, fordi ingen længere gad læse dem. Det er Huxleys og Bradburys version, der føles mest nærværende i dag. Ingen tvinger os til at scrolle. Moderne dystopier: fra staten til firmaet Alle fire klassikere er bange for staten. I nyere dystopier er skurken næsten altid et firma. Overgangen kan man se i Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale fra 1985, som mange kender fra tv-serien. Gilead er en religiøs statsdystopi, men den er designet som et brand: farvekoder, faste replikker og butiksskilte uden tekst. Siden har firmaet overtaget rollen. Tænk på Weyland-Yutani i Alien eller Lumon i tv-serien Severance, hvor de ansattes hukommelse er delt op mellem arbejde og fritid. Eller milliardærerne med bunkerne i Naomi Aldermans The Future, koncernerne i Atwoods Oryx og Crake og det galaktiske selskab i Annalee Newitz’ The Terraformers. I Cory Doctorows Walkaway er det eneste oprør at gå sin vej. Måske er grunden, at vi i dag er mere bange for kapitalismen end for den totalitære stat. Big Brother ville have Winstons kærlighed. Markedet vil bare have dine arbejdstimer og er ligeglad med, hvad du mener. En stat kan man i det mindste forestille sig at vælte. Shownotes til eftersnakken om klassiske dystopier Bøgerne Jevgenij Zamjatin: Vi (1924), ep. 49 Aldous Huxley: Brave New World (1932), ep. 88 George Orwell: 1984 (1949), jubilæumsepisode 100 Ray Bradbury: Fahrenheit 451 (1953), ep. 138 Nævnt undervejs Greg Bear: Blood Music (ep. 131) og Ramez Naam: Nexus, hvor det at smelte sammen med andre er noget, man vælger. Samuel R. Delany: Babel-17 (ep. 94), Ted Chiang: Story of Your Life (ep. 36), China Miéville: Embassytown (ep. 111) og Adrian Tchaikovsky: Shroud, om sprog, der former tanken. Naomi Alderman: The Future (ep. 133), Margaret Atwood: Oryx og Crake (ep. 29) og The Handmaid’s Tale (ep. 65), Cory Doctorow: Walkaway (ep. 40), Annalee Newitz: The Terraformers (ep. 119) og John Scalzis Interdependency-serie, om firmaet som den nye skurk. Til videre læsning Childhood’s End (ep. 26) og Star Maker (ep. 132), hvor det at miste sit jeg er himmel og ikke helvede. A Canticle for Leibowitz (ep. 74) og Station Eleven (ep. 18): hvem bærer bøgerne gennem mørket? Se dagens lys (ep. 30), Svend Åge Madsens danske dystopi, hvor familien fordamper af sig selv. Hvad synes I? Hvilken af de fire klassiske dystopier holder bedst i dag? Er I mest bange for staten eller for markedet? Og kunne I tænke jer flere eftersnakke om temaer på tværs? Skriv en kommentar her på scifisnak.dk eller svar os på Mastodon.

En bog i tusind stykker Radiance er en slags litterær collage, hvor fortællingen om Severin Uncks forsvinden foldes ud i fragmenter: dokumentarfilmklip, forhør, breve, dagbøger, og en hel del radiodrama. Bogen kræver lidt tålmodighed – men giver til gengæld masser af stof til eftertanke. Læseren er detektiv og læser på samme tid i denne bevidst forvirrende historie. Det føles som at læse en stumfilm med voice-over fra både noir-detektiver og BBC-radioteater. Her er der ingen lineær plottråd – men en art drømmeagtig opdagelsesrejse, hvor man selv må finde forbindelserne mellem de mange karakterer og stilskift. Valente: Mythpunk litteratur med stort L! Catherynne M. Valente er kendt for sine spekulative romaner, der har vundet bl.a. James Tiptree, Jr. Award og Andre Norton Award. Hendes noveller er udgivet i Clarkesworld Magazine og flere antologier, mens hendes kritiske arbejde bl.a. findes i International Journal of the Humanities. I 2006 opfandt Valente termen mythpunk som en joke for at beskrive værker, der udfordrer folkeeventyr ved at blande myter med postmoderne teknikker. Og denne postmoderne cut-up teknik præger også Radiance Severin Unck og det store mysterium Kernen i historien er Severin – dokumentarfilmsinstruktør, hittebarn og datter af den gotiske stumfilmskunstner Percival Unck. Hun forsvinder under en ekspedition til Venus, hvor hele byen Adonis er lagt øde under mystiske omstændigheder. Kun en lille, umælende dreng, Anchises er tilbage. Det er under optagelserne i Adonis, at der sker noget, som får Severin til at forsvinde og nogle af hendes kolleger til at blive dræbt, men kun nogle få fragmenter af den stærkt beskadigede film fra optagelserne overlever. I årtier efter forsøger Percival at finde ud af, hvad der blev af hans datter, og han er besat af at lave en film om hende. I mellemtiden bliver Anchises, som nu er voksen, hyret af produktionsselskabet, der finansierede Severins film, til at hjælpe med at finde hende og i øvrigt alt, hvad der kan reddes af deres intellektuelle ejendom. Til dem der elsker stumfilm Valente har skabt en Jules Vernesk space opera med art deco-æstetik og en stærk kærlighed til stumfilmens guldalder, som også lidt minder om klassiske stumfilm som Himmelskibet af Holger-Madsen (Nordisk Film 1918), hvor Mars er befolket med frugtspisende pacifister filmet i en grusgrav. Det er bådet kitschet og sprudlende – og måske netop derfor lidt af en mundfuld. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Radiance Vores vurdering “Radiance” viste sig at være en af de sværere bøger at få armene helt omkring. Jens (⭐️⭐️) kæmpede lidt med Valentes højdramatiske stil og de mange detaljer og endte på to stjerner – en spændende bog, men også meget krævende og lidt for selvfed. Anders (⭐️⭐️⭐️⭐️) var lidt mere på Valentes bølgelængde og gav fire stjerner, fordi han nød bogens legesyge stil, vilde univers og dybe kærlighed til fortællinger – selvom overblikket nogle gange fortonede sig. Shownotes til Radiance Siden sidst Anders har læst/oplevet: The Imposition of Unnecessary Obstacles af Malka Older – fortsættelsen om Mossa og Pleiti, de lesbiske detektiver fra Jupiter-kanten. “Stadig underholdende!” Orbital af Samantha Harvey – et døgn på ISS med 6 astronauter. Næsten ikke sci-fi, men rørende og smukt skrevet. Jens har læst/oplevet: Har genlæst Discworld romaner af Terry Pratchett – Særlig Going Postal har fornøjet. Lytternes anbefalinger til genlæsning Vi snakkede om genlæsning i forrige afsnit og fik masser af gode input! Majbrit siger: “Der er også noget hyggeligt ved at genlæse. Mærkeligt ikke? Hvorfor er det en fornøjelse at synke ned i en fortælling der ikke overrasker? Måske fordi de små ting overrasker? At man lægger mærke til det sproglige landskab, til forfatterens intention? Karakterernes udvikling står tydeligere frem, når handlingen betyder mindre? Hvis der er gået ti-tyve år siden sidst er det også en oplevelse hvor forandret en bog kan læses i det nye lys fra egne erfaringer.” Majbrit: Kim Stanley Robinsons Antarctica, Julian Mays Pliocene Exile, Dune – genlæses med nye øjne og erfaringer. Henning A.: Ole Henrik Laub – De døde i Vefby, Samuel Delany – The Einstein Intersection, Arthur C. Clarke – Against the Fall of Night, Niels E. Nielsen – Akerons Porte (også foreslået som en mulig bog til SCIFI SNAK). Anders A.: Culture-serien af Iain M. Banks (læst 3-4 gange med glæde), Great North Road af Peter F. Hamilton. Kaare: The Gone World (som faktisk var en genlæsning!) og Night’s Dawn-serien af Hamilton. JB Holten: Julian May – Pliocene Exile-bøgerne. Magnus: Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi – læst første gang som 18-årig og stadig værd at vende tilbage til. Janus: Genlæser Discworld og John Varleys Ophiuchi Hotline (Eight Worlds-serien). Ophiuchi Hotline beskrives som “Heinlein med humor og spræl – og uden den ubehagelige duft af protofascisme”, hvilket bestemt gør den tillokkende. Det er en skæv, idérig fremtidsfortælling, hvor menneskene må emigrere til resten af solsystemet efter at være blevet smidt ud af Jorden af overlegne aliens. Masser af sci-fi ballade, vilde ideer og en forfriskende anderledes tone.

Månedens SCIFI SNAK har læst den første af indtil videre tre detektivromaner. Mossa og Pleiti bøgerne er skrevet af Malka Older, som vi tidligere har omtalt i forbindelse med hendes Infomocracy serie. Men nu har hun kastet sig over noget lettere og kortere med The Mimicking of Known Successes fra 2023 som er på bare 128 sider. Malka Older er ikke en hvilken som helst forfatter. Hun er Faculty Associate ved Arizona State University School for the Future of Innovation in Society. Hun har desuden over 10 års erfaring med humanitær bistand i blandt andet Darfur, Sri Lanka og Japan. Siden september 2024 har hun været direktør for Global Voices, der arbejder for at styrke informationsdeling uden om de store techgiganter. Et scifi og krimi mashup The Mimicking er en ret unik blanding. På den ene side er det science fiction med en detaljeret fremtidsvision på Jupiters ringer. På den anden side er det en klassisk cozy crime novel – den slags, man kunne forvente fra Miss Marple eller Midsummer Murders. Her er ikke tale om dystre, blodige mord eller traumatiserede detektiver. I stedet følger vi et mysterium, der langsomt folder sig ud, mens vi hygger os med scones, te og en god portion atmosfærisk verdensopbygning. Og så er bogen også en åbenlys hyldest til Sherlock Holmes. Mossa er en rationel, lidt socialt distanceret efterforsker med skarpe observationer og en nærmest Holmes-agtig logik. Pleiti bliver hendes Watson – den loyale, nysgerrige hjælper, der ofte er et skridt bagud, men som med sin menneskelige indsigt bidrager væsentligt til at løse mysteriet. Mysteriet: En forsvundet mand Plottet begynder med, at en mand forsvinder sporløst fra en af platformene. Mossa bliver sat på sagen og følger sporet til Valdegeld, hvor hun opsøger sin tidligere kæreste Pleiti. Sammen forsøger de at finde ud af, hvad der er sket. Er manden sprunget i døden? Blev han myrdet? Eller er der noget helt andet på spil? Efterhånden afdækker de en større konspiration, hvor flere aktører har skjulte dagsordener. Undervejs bliver Mossa angrebet af et genetisk genskabt rovdyr i et mauzooleum — en kombination af en zoologisk have og et mausoleum for Jordens uddøde arter. Forholdet mellem Mossa og Pleiti Selvom mysteriet er spændende, er det forholdet mellem Mossa og Pleiti, der er historiens hjerte. De to var tidligere kærester, men Mossa er følelsesmæssigt lukket og opslugt af sit arbejde — og Pleiti følte sig tilsidesat. Men i deres samarbejde genfinder de hinanden. Det er en smuk, underspillet romantisk fortælling, der balancerer perfekt mellem humor, sårbarhed og gensidig respekt. Temaer i bogen Bogen tager fat i flere spændende tematikker: Økologi og klimaforandringer: Hvordan genskaber man et stabilt økosystem efter en katastrofe? Kolonisering og miljø: Hvad betyder det at kolonisere et nyt miljø og gøre det beboeligt? Neurodiversitet: Mossa fremstår som en karakter på spektret — rationel, logisk og socialt akavet. Det er ikke i fokus, men subtilt til stede. Hjemstavnsromantik: Selv langt fra Jorden drømmer folk om den forsvundne planet og dens natur. Vores vurdering Vi var begge godt underholdt af The Mimicking of Known Successes.Jens giver bogen ⭐⭐⭐⭐⭐, mens Anders lander på ⭐⭐⭐⭐. For Jens var det især den stramme fortælling, den hyggelige tone og den spændende worldbuilding, der gjorde indtryk. Anders savnede lidt mere dybde i selve krimiplottet, men elskede også universet og forholdet mellem Mossa og Platy. Anbefaling: Hvis du er til intelligent sci-fi med en dosis gammeldags krimistemning, veludført worldbuilding og en subtil kærlighedshistorie, så er The Mimicking et oplagt valg. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Mimicking of Known Successes . SCIFI SNAK er blevet federeret Derudover har vi en nyhed: SCIFI SNAK er blevet federeret! Det betyder, at man kan følge vores site fra Mastodon og andre decentraliserede sociale netværk. Kommentarer fra Mastodon kan altså dukke op som kommentarer på scifisnak.dk. Man finde os som : @[email protected] Jens laver en guide på sitet, så man kan se, hvordan det virker. Siden sidst Anders havde læst Service Model af Adrian Tchaikovsky:En dystopisk og humoristisk fortælling om butlerrobotten Charles – eller UnCharles – som efter et fatalt barberuheld bliver frataget sin butlerstatus. Bogen balancerer en dystopisk melankoli med en Douglas Adams-agtig humor og viser en verden, hvor robotter kører i ring og forsøger at løse uløselige opgaver. Jens havde læst The Word for World is Forest af Ursula K. Le Guin:På planeten Athshe har jordboere koloniseret og udnyttet en skovklædt verden. Bogen er tydeligt præget af samtidens Vietnamkrig med referencer til brutalitet og napalm-lignende angreb, men har samtidig Le Guins karakteristiske tematikker om drømme, sprog og konflikt. Inspirationen til filmen Avatar er tydelig. Anders havde set Severance (Apple TV+) – Sæson 2:Serien handler om en chip i hjernen, der adskiller arbejdstid og fritid, hvilket skaber et klaustrofobisk og tankevækkende univers. Stemningen kan sammenlignes med Lost, men uden risiko for at kamme over i meningsløshed. Jens havde læst bog to i Mossa og Pleiti-serien:Overgangen fra bog ét til bog to føles helt naturlig, fordi bøgerne er så korte, at man bare får lyst til at læse videre. Anbefalinger fra lytterne Vi bad vores lyttere om at dele deres bedste læseoplevelser fra 2024 – og der er kommet guld ind! Kåre anbefaler The Library at Mount Char fra 2015: “Det er det mest episke, vildeste og vanvittige scifi, jeg har læst i 10-20 år.” Lise og Kåre er begge begejstrede for The Gone World af Tom Sweterlitsch. En blanding af True Crime og Inception. Henning anbefaler Stanislaw Lems Eden og The Clockwork Rocket af Greg Egan.

J.G. Ballards “Verden Under Vand” (originaltitel: “The Drowned World”) er fra 1962.Ballards roman tager os med til år 2145, hvor voldsomme solstorme har smeltet polerne og forvandlet størstedelen af jorden til en tropisk sump. Havene er steget med 30 meter, og de fleste storbyer ligger under vand. Vi følger Dr. Robert Kerans og hans videnskabelige team, der undersøger ændringerne i det oversvømmede London, mens de kæmper med mærkelige, primitive drømme og en gradvis mental regression. En verden uden tekniske fremskridt Ballards er ikke en scifi forfatter som den slags er flest. Hans fremtidsvision virker totalt uinteresseret i de teknologiske landvindinger. Kerans og Co tøffer rundt i det sumpede landskab i osende dieselskibe og helt almindelige larmende helikoptere. At historien foregår i 2145 synes mest at være for, at vi, som læsere, accepterer de store ændringer. Vi dykker ned i Ballards særegne skrivestil, der har givet anledning til adjektivet “Ballardian.” Det er en stil som ikke interesserer sig for den direkte plotopbygning, men mere beskriver dystopiske modernistiske visioner og de psykologiske effekter af teknologiske, sociale eller miljømæssige udviklinger. En del af Gaia serien Udgaven vi læste var fra A Mock Book, som vi havde i studiet i juni 2024. Her fik vi en ordentlig stabel papirbøger, som alle var del i Gaia serien. En serie bøger der alle udforsker temaer som kan hjælpe os med at tænke anderledes om den planetære krise. Jacob Lillemose fra A Mock Book udvalgte “Verden under vand” som hans anbefaling. Lyt med når vi udforsker en tankerne i en fremtidsvision, hvor London er blevet en tropisk lagune, og menneskets bevidsthed svømmer tilbage mod en urtid, vi troede var glemt. Er Kerans’ rejse mod syd en flugt eller en søgen efter et tabt paradis? Jens og Anders har SCIFI Snakket “Verden under vand.” Shownoter til Verden under vand: Anders: Har læst Richard Powers’ “Playground” – en øko-agtig drama med et avanceret AI-element, der sniger sig ind i sci-fi-genren. Afsluttede Spin-trilogien af Robert Charles Wilson med Axis og Vortex – forskellige historier i samme univers, mere klassisk sci-fi-agtige end den første bog. Læste “Rose/House” af Arkady Martine og John Scalzi’s “The Collapsing Empire”. Har set “Dune: Prophecy” på HBO Max og er i gang med et Star Wars-marathon. Anbefaler “Everything, Everywhere All at Once” for en vild multivers-oplevelse. Læst “Children of Memory” af Adrian Tchaikovsky og ser frem til “Service Model”. Genser “Severance” sæson 1 og lytter til den officielle podcast. Jens: Har dykket dybere ned i A Mock Books’ Gaia-serie: “Ecotopia” af Ernest Callenbach fra 1972 – en fremsynet øko-utopi om et uafhængigt, økologisk Californien og Seattle. “Ordet for Verden er Skov” af Ursula K. Le Guin. Et bud på økologisk science fiction i hendes Hainish verden. Har desuden læst “Discord In Scarlet” af A. E. van Vogt – novellen som var inspiration for Alien-filmen. Og set “The Substance” – en weird sci-fi body horror film med Demi Moore og Dennis Quaid. Fra Goodreads og Scifisnak.dk: David anbefaler “In Universes” af Emet North – en debutroman om en queer fysikers søgen efter kærlighed og tilhørsforhold på tværs af tid og rum. Henning sammenligner “Spin” med Stephen Kings “Under the Dome” i temaet om lukkede verdener. Husk at følge med i vores Goodreads-gruppe, hvor du kan se, hvordan andre læsere har bedømt bogen og deltage i diskussionen. I næste episode… Vi skal læse Malka Older “The Mimicking of Known Successes” fra hendes serie The Mossa and Pleiti Investigations. Se serien her på Malka Olders blog.

The Terraformers blev udgivet i 2023. Bogen tager et stærkt afsæt i miljø og klimamæssige problemstillinger, men bruger en fantastisk setting. Bogen blev nomineret til en Nebula Award for bedste roman i 2024. I The Terraformers støder vi på et samfund af terraformers, som arbejder med at forberede et jordisk paradis på den private planet Sask-E for firmaet Verdance. Terraformerne er vidt forskellige. Nogle er robotter, nogle stærkt modificerede Homo Sapiens, nogle er elge (!). Om Annalee Newitz Annalee Newitz er en amerikansk journalist og forfatter af både fiktion og nonfiktion, og The Terraformers trækker stærkt på deres nonfiktion erfaringer med interviews med videnskabsfolk. De var medstifter redaktør på io9 og Gizmodo. Fælles for de bøger vi har læst af Newitz er beskæftigelsen med kønsproblematikker, transkultur, maskinpersoner og den kapitalistiske samfundsudvikling. Newitz har siden 2000 dannet par med Charlie Jane Anders. Sammen udgiver de sci-fi podcasten Our opinions are correct. Vi har tidligere læst begge forfattere. Newitz skrev Autonomous fra episode 46. Charlie Jane Anders skrev All the birds in the sky, fra episode 28. Rangers på Sask-E Allerede i første kapitel forstår vi den potentielle konflikt, da rangeren Destry støder på en fjernstyret homo sapiens klon. Bag kontrollerne, offworld, sidder en rig potentiel planetinvestor, der er ude for at opleve ægte palæolitisk lejrliv. Klonens aktiviteter bringer ubalance i den sårbare økologi, og da han også opfører sig truende, afliver Destry klonen og formulder den og rydder op. Det Destry ikke vidste var, at dette besøg var en uformel markedsføringssmagsprøve arrangeret af terraformer-vicepræsidenten Ronnie. Ronnie sidder i Verdance hovedkvarteret på Venus. Her stikker idealerne i klimabeskyttelse ikke så dybt. Hvis det lyder fedt i markedsføringssammenhæng fint! Hvis det koster os penge… No way! Og det bliver ikke bedre, da Destry finder en gruppe terraformere fra en tidligere arkæisk tidsalder gemt i en vulkan. “Verdance was really leaning into its whole “Earthrebooted” marketing pitch, too. Anyone who bought property on Sasky would be required to live here in a Homo sapiens body, which was packaged with the real estate. That meant settling here was very expensive…” 1000 år – 3 Tidsaldre The Terraformers foretager 3 spring igennem en historie på 1000 år. Vi oplever etableringen af byer og transportsystemer og endelig, det store opgør, da de mange arbejdere pludselig er overflødige og udrensningen og gentrificering begynder. High Science Fiction for fuld gas I fantasygenren har man begreberne high fantasy, hvor der er masser af magi og vilde væsener alle vegne. Som science fiction kan man roligt karakterisere The Terraformers som “high science fiction”. Annalee Newitz giver den fuld gas med fantasi og store tanker. I tredje akt har vi for eksempel en levende bus som hovedperson. Newitz holder sig ikke tilbage! Jens og Anders har SCIFI Snakket The Terraformers. Shownoter til The Terraformers Anders Har læst Nina Allen: “The Rift” (2015) – spøjs fortælling om to engelske søstre, Julie og Selena. Som 17-årig forsvinder Julie sporløst. Tyve år senere dukker hun op igen, tilbage i Manchester, med en vild historie om at have boet i flere år på en anden planet, mange lysår væk. Formmæssigt er bogen også ret vild – begynder som straight hverdagsdrama, men blander efterhånden både dagbøger, avisartikler, forskellige synspunkter, Matroshka-dukke-agtige fortællinger-inde-i-fortællinger, og meget mere. Interessant og anderledes – men måske ikke helt så medrivende som jeg havde håbet. Dog solide 4 stjerner, hvis vi gav ratings her… Jens Så en sjov dokumentar på filmstriben om Biosphere II projektet. Det her projekt hvor 8 personer boede i et lukket miljø i 2 år, som skulle forberede os på livet i rummet. De var noget mere hippieagtige end jeg lige havde forestillet mig. Fra Goodreads og Scifisnak.dk Majbrit (aka gravko) har måske fået mod på The Deluge: “Tak for anbefalingen. Jeg gik i stå både i Neal Stevensons undergangsfortælling og i Robinsons “Ministery…” Men måske er jeg klar til at forholde mig til “bebudelsen af et forudsigeligt mord” på verden nu.”

Larry Niven og Jerry Pournelle fortæller i The Mote in God’s Eye en opfindsom historie om mødet mellem menneskeheden og en udenjordisk civilisation. Romanen, fra 1974, er både en old school first contact-historie og et forsøg på filosofisk undersøgelse af konsekvenserne af mødet med det radikalt fremmede. Et møde med “Moties” Romanen foregår i år 3017 i et fremtidigt menneskeligt imperium kaldet “Det Andet Imperium af Mennesket”. Historien begynder, da en ekspedition ledet af Kaptajn Lord Roderick Blaine opdager et fremmed rumskib nær New Caledonia-stjernesystemet. Det fremmede fartøj viser sig at indeholde et enkelt væsen fra en hidtil ukendt alien-race. Denne race bliver senere kendt som Motierne på grund af deres hjemstjernes placering i forhold til en tåge, der ligner et støvkorn i Guds øje. Det bliver afsættet for en videnskabelig og militær ekspedition til Mote Prime systemet og mødet med Motierne. Biologisk specialisering Motierne er teknologisk avancerede, men meget forskellige fra menneskene. De er inddelt i forskellige racer, der er fysisk og mentalt tilpassede til specialiserede roller, som de udfylder med enorm effektivitet. En motie ingeniør kan reparere en fremtids-ipad med hænderne og deres forhandlere/ambassadører kan lære sprog lynhurtigt, og næsten læse tanker. Efterhånden opdager menneskene, at Motierne skjuler vigtige oplysninger om deres historie og biologi. Det afsløres, at Motierne er fanget i en cyklus af vækst, overpopulation, krig og sammenbrud på grund af deres ukontrollerede reproduktion; en ukontrolleret reproduktion, som vil overvælde menneskeheden, skulle Motierne slippe ud fra deres stjernesystem og sprede sig til resten af galaksen. Frygten for det ukendte The Mote in God’s Eye er lige dele military scifi og old school first contact. Romanens styrke ligger i dens spekulationer om, hvad der sker, når to radikalt forskellige kulturer mødes. Når den er bedst fascineres man af at opleve menneskeheden gennem Motiernes øjne. Når den er svag, skyldes det, at verdensopbygningen, særligt på Mote Prime, ikke virker særlig troværdig og gennemtænkt. Jens og Anders har SCIFI Snakket The Mote in God’s Eye. Shownotes til The Mote in God’s Eye Intro og siden sidst Anders Har set Dark Matter – stadig underholdende og superflot Fik endelig set Silo færdig i forberedelse til kommende sæson 2, men synes nok stadig den er lidt træg… Fik læst Quantum Magician af Derek Künsken færdig, og må indrømme at jeg småløb gennem anden halvdel. Måske var det bare mig, men jeg kunne ikke holde overblik i det komplicerede heist-plot, og var inderligt ligeglad med karaktererne… Har læst Ann Leckies Translation State Har læst Marie-Helene Bertino’s Beautyland (sær men cool bog, der handler om en pige/kvinde som måske er alien, måske “bare” autist…) Har læst Some Desperate Glory af Emili Tesh (military YA-scifi med multiverser og moralske dilemmaer) Har læst In Ascension af Martin MacInnes (samme vibes som Meg Howrey’s Wanderers– fokus på drama omkring en tre-personers ekspedition i ultrahurtigt rumskib på vej ud af Solsystemet) Er gået igang med Sunny på ATV+ (men har foreløbig droppet den igen…) Keanu skriver bog med Mieville?! https://www.wired.com/story/china-mieville-writes-a-secret-novel-with-the-internets-boyfriend-keanu-reeves/ Jens Læst dispossesed af Ursula K. Le Guin. Mind. Blown! – Meget meget interessant bog om anarkisme/sociale og samfund (odonians) og hvordan det føles, hvis man er vokset op i et stærkt idealistisk samfund, og køber totalt ind på principperne om total frihed og anarki. Samtidig følger vi Chevek, som er fysiker og forsker i temporal teori (noget som kan bruges til at FTL) – han ender med at skabe det der “Ansible” device som også refereres i Left Hand. Den er del af samme bogserie. Hainish cycle. Adrian tchaikovsky – Service Model. Nyeste bog fra juni 2024. Når vi har overladt alt til robotter og det så begynder at gå galt, hvad så? Totalt absurd fortælling om en robot-butler, der kommer til at dræbe sin herre under en barbering – og begiver sig ud i en verden der gået helt gakkelaks. Rose/House af Arkady Martine – En berømt arkitekts efterladte hus (Rosehouse) er styret af en AI. Hans tidligere student og protege er den eneste som har adgang nu. Og så bliver der begået et mord i huset, som ingen burde kunne komme ind i. Mysterie og Fremtidsnær Scifi mødes. Bonuspoint for at den afdøde arkitekt har fået presset sit lig sammen til en diamant på størrelse med en knytnæve.