SCIFI SNAK

Verden er gået under, Europa er forsvundet, og noget der hedder iGhetti har slået sig ned i Londons finanskvarter, og nede ved kysten går folk stadig på café som om intet er hændt. Sådan er M. John Harrisons The End of Everything, som lige er kommet på Bookerprisens shortlist. Anmelderne kalder The End of Everything et mesterværk. Læserne på Goodreads kalder den uforståelig og giver den under tre stjerner i snit. Vi satte os for at finde ud af, hvem der har ret. Vi kan lige så godt sige det med det samme: vi blev aldrig helt sikre på, hvad vi havde læst. Om M. John Harrison M. John Harrison er 81 år og har skrevet science fiction siden new wave i slutningen af 60’erne. Han var litterær redaktør på bladet New Worlds, samme miljø som J.G. Ballard, som vi læste i ep. 121. Han er mest kendt for Kefahuchi-trilogien, der er en ret mærkelig space opera. Og så er han berygtet for at hade worldbuilding, som han har kaldt “the great clomping foot of nerdism”. Booker-vinderen bliver fundet 9. november, og vinder Harrison, bliver han den ældste nogensinde. En krise uden forklaring Vi er i England, mest ved kysten i Kent. Der er sket noget, som bare bliver kaldt krisen. De såkaldte iGhetti er sivet ind i vores verden fra “the astral plane”, og ingen ved, hvad de er, eller hvad de vil. På stranden skyller der hver dag ting op fra havet. Phillip Tennent lever af at samle dem og sælge dem videre, og en dag finder han et artefakt på størrelse med en baby. Det vokser i løbet, det lærer at tale, og til sidst kører det bil og bliver The Driver. Ingen i bogen forstår, hvad der foregår. Det gjorde vi heller ikke, og det er helt med vilje fra Harrisons side. “In the beginning – if there could be said to have been a beginning – no one really understood what had happened. There was a decade of confusion. (…) Social media was as useless as ever, and though the war with the iGhetti continued, people could never agree on what kind of a war it was, or what its boundaries were.” Vold uden efterspil Phillip tager artefaktet med hjem til sin tante Marnie. Hun er 70 år, maler og bor i et rækkehus under et styrtet passagerfly. Hun vil ikke have tingen i huset. Så kommer den vildeste scene. Marnie døser på sin altan, da en af Baker-tvillingerne stiller sig op på taget og tisser på hende. Han træder gennem taget og sidder fast. Marnie finder en kniv og skærer hans lårpulsåre over, så han langsomt forbløder. Bagefter synes drengens far, at hun måske overreagerede. Mere efterspil er der ikke. Sådan er volden hele vejen. Phillip skyder en flok mænd, der sidder og spiser af artefaktet, og artefaktet siger sine første ord: “Hello, nice.” Senere møder han Hampson, der har bygget to levende mennesker, formentlig sine egne forældre, om til en antenne for at få kontakt med iGhetti. Hampson får også bogens bedste replik: “‘The world’s over,’ he decided. ‘But that doesn’t matter. Because another one will be along soon enough.'” Et dårlig efterligning Midt i bogen dør Phillip. Pistolen går af, og vi får aldrig at vide, hvem der trykkede på aftrækkeren. Marnie kommer hans aske i en kiksedåse, som var det The Big Lebowski, og tager på tur langs kysten med artefaktet som chauffør. Undervejs begynder Artefaktet at ligne Phillip mere og mere. “By now she could be sure it was, if not Phillip, then a version of him, a bad guess, an attempt tailored to her needs, her own sentimentalised memory.” Et dårlig efterligning, skræddersyet til hendes behov. Det lyder som en AI-sprogmodel, og den læsning har Harrison selv bekræftet i et interview. Artefaktet taler også sådan, AI-indladende og uden hjerte. Da Phillip dør, siger det “I’m sorry for your loss”. Da Marnie beder det lade være med at spille Phillip, svarer det bare: “I can have another name. If you like.” Drøm eller lektier? Kapitlerne er korte og springer i tid. Hver gang vi lukkede et, var det som at vågne fra en drøm, man allerede er ved at glemme. Anden halvdel føles løsrevet, og den afslutning, hvor nogen samler trådene, kommer aldrig. Sjov er bogen faktisk også. Booker-dommerne skriver, at de grinede højt. Så langt kom vi ikke, men der er små, veldrejede øjeblikke med et glimt i øjet: “Toddlers, she believed, are always trying to convey one of two things: that they want something they know you won’t give them, or that they don’t want to go somewhere you’re going.” Scenerne er stærke hver for sig, og det er betragtningerne også. Den sammenhængende historie virker Harrison til gengæld ligeglad med. Måske var det her sjovere at læse i novelleformat. At rumvæsner forbliver uforståelige er et kendt greb, som vi også mødte i Roadside Picnic. Her bliver det overgjort. Vil man have noget ambitiøst og weird, der stadig tager læseren med, er This Is How You Lose the Time War et bedre bud. Vurderingen Jens: ⭐⭐ Harrison skriver fascinerende, og som ambitiøs arthouse-film med et glas hvidvin i hånden havde det nok været en oplevelse. Men efter hvert kapitel var det som at gribe efter en drøm, og der var ingen karakterer at holde fast i. Svære bøger som Ninefox Gambit går fint, når man bliver klogere undervejs. Det skete ikke her. Uden SCIFI SNAK som lektiegiver var bogen ikke blevet læst færdig. Anders: ⭐⭐ I starten var det litterær sci-fi fra øverste hylde. Derfra gik det ned ad bakke, og til sidst var det ord i en lang smøre på knap 200 sider. Bagefter kan man godt synes, det var flot skrevet, men det er efterrationalisering med et strejf af Stockholm-syndrom. Stjernerne gives for læseoplevelsen. Som med David Lynchs Eraserhead skal man være i humør til det, og er man ikke fanget efter 25-30 sider, har man lov at lægge bogen fra sig. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The End of Everything. Shownotes til episoden om The End of Everything Bogen er udgivet af Serpent’s Tail. Booker-dommernes begrundelse, inklusive det med at grine højt, står i What our judges said. Siden sidst Jens Alix E. Harrow: The Everlasting. Årets Hugo-vinder. Det er fantasy, men med tidsrejser, så den tæller. Historikeren Owen Mallory forsker i legenden om ridderen Sir Una Everlasting, som en hel krigsførende nation har bygget sin identitet på. Så finder han en bog, der ligner urkilden. En historie om nationale myter og fascisme, og den er vanvittigt god. Ann Leckie: Radiant Star. Tilbage i Radch-universet, på en isplanet, der har mistet sin sol, og hvor religionen venter på, at stjernen vender tilbage. De store Justice-skibe er med igen, denne gang en ældre og lettere excentrisk model. Giver lyst til at læse hele serien forfra. Kim Stanley Robinson: Antarctica. Fra 1997, men allerede dengang om klima og økoterrorisme, ligesom i The Ministry for the Future. Smukt skrevet, og man bliver klog på Scott, Amundsen og Shackleton. Kort: John Scalzis The Human Division fra Old Man’s War-universet, som i år vandt Hugo for bedste serie. Og A Trade of Blood, treeren i Ana og Din-serien. Hele serien ligger på Spotify, læst af Andrew Fallaize, som er på vej til at blive Jens’ yndlingsoplæser. Anders Jinwoo Chong: Flux. Debutroman om en ung mand, der mistænker sit techfirma for at misbruge tidsrejser. Tre overlappende fortællinger og en fiktiv detektivserie som rød tråd. Rodet, og det svingede ikke helt. John Scalzi: The Consuming Fire og The Last Emperox. Resten af Interdependency-serien, læst i eftersommeren af ren lyst til hyggelig space opera. Ikke stor kunst, men et perfekt fix. Charles Stross: The Atrocity Archives. Første bind i Laundry Files, som Jonas anbefalede sidst. Cthulhu-monstre holdes i skak med okkult datalogi af en hovedperson, der altid er på kant med HR. Funky skrevet og meget sjov. Robert Jackson Bennett: The Tainted Cup. Læst på Jens’ anbefaling. Underholdende og opfindsom, og de næste i serien skal også læses. E.J. Swift: When There Are Wolves Again. Mere cli-fi end sci-fi, fra 2020 og frem til 2070. Klimakatastrofen rammer for alvor, men Storbritannien tackler den blandt andet med rewilding. Mest en historie om Lucy og Hester, der begge drømmer om ulve i England igen. På listen: Emily St. John Mandels nye Exit Party og China Miévilles The Rouse, som han har skrevet på i 20 år. Lytternes input Henning Andersen minder om, at Bradbury ikke skrev science fiction for at forudsige fremtiden, men for at forhindre den. “Held og lykke, Ray!” Thomas Nielsen har en redningskrans til alle, der ærgrer sig over utro filmatiseringer. Douglas Adams blev spurgt, hvorfor bogen afveg fra radioserien, og svarede, at den historie havde han jo allerede lavet. Hvorfor skrive den igen? Anders Kousholt, forlæggeren bag den nye danske udgave af Fahrenheit 451, takker for stjernerne og for, at Anders udtalte hans efternavn rigtigt i første hug. “Det sker ikke så tit.” Henrik Bay anbefaler Colossus af D.F. Jones fra 1966, hvis man vil være endnu mere deprimeret. Han har tit tænkt på, om James Cameron havde den i tankerne, da han skrev The Terminator. Carsten Fogh Nielsen tipper om podcasten Starship Alexandria, hvor Adrian Tchaikovsky og Emma Newman hver måned taler om en bog. Jens har allerede hørt afsnittet om Piranesi og anbefaler det varmt. Lise synes, vi skal tage Robert Jackson Bennetts American Elsewhere op. En kvinde arver et hus i en by, der ikke findes på noget kort, og mysteriet bliver kosmisk. “Twin Peaks møder H.P. Lovecraft.” Richardt Veje Madsen fandt sine første scifi-bøger på Hvalsø Bibliotek, på en hylde for sig selv. Han genlæser tit Peter F. Hamiltons Fallen Dragon. Anders er flyttet til Hvalsø og går ned og ser, om den stadig står der. Næste gang Nick Harkaway: Titanium Noir. En detektivhistorie om mordet på en titan, et af de få elitemennesker, der sidder på magten i den her fremtid. Den er blevet kaldt et virtuost mashup af Philip K. Dick og Raymond Chandler. Jens’ valg, fundet på en Goodreads-liste. Der er også kommet en toer, Sleeper Beach. Og så er Eftersnak på vej i feedet om få dage: en mellemepisode om de fire store dystopier, Vi, Brave New World, 1984 og Fahrenheit 451, og hvad de har til fælles.

The Long Earth er en original Multivers historie fra et samarbejde mellem den humoristiske engelske Fantasy Forfatter Terry Pratchett og den mere klassiske Hard Scifi og Alt-History forfatter Stephen Baxter. Terry Pratchett (1948-2015) er jo en af de helt store humoristiske forfatter, der med sin originale Discworld serie igennem 35 bind skrev originale spekulative værker, bare sat i en fantasy setting, og brugte disse fortællinger til at satirisere over vores egen verden, og gøre nar af de grådige og hensynsløse. Bøgerne er på mange utrolig kloge og fjollede på samme tid. Baxter kender vi ikke så godt. Her har vi at gøre med en ingeniør/matematikker som har skrevet en masse alt-history og hard scifi og biologisk evolutions inspireret fiktion. Zeppeliner, stepning og en kartoffel I The Long Earth introduceres vi for en verden, hvor “stepning” – evnen til at skifte mellem parallelle verdener – pludselig bliver allemandseje takket være en DIY-guide på nettet. Med en kartoffel, lidt elektronik og et håndtag kan du træde fra vores egen “Datum Earth” og ud i en uendelighed af ubeboede jorder. Det lyder hyggeligt – indtil man husker, at der ikke nødvendigvis er fast grund under fødderne i den næste verden… Hovedpersonen Joshua er en “naturlig stepper”, der kan rejse mellem verdener uden at blive dårlig (de fleste får kvalme og kaster op – ikke just den ideelle ferieform). Han bliver rekrutteret af det dystert navngivne Black Corporation til at tage på opdagelsesrejse sammen med Lobsang – en kunstig intelligens, som hævder at være en reinkarneret tibetansk motorcykelmekaniker (!). Rejsen foregår i en steppe-kapabel zeppeliner. Hvad sker der med verden, når den åbner sig? Bogen leger med tanken: hvad hvis vi ikke længere var begrænset til én jord? Pludselig er det muligt at slå sig ned i en parallelverden, høste naturressourcer uden konkurrence og opbygge en ny tilværelse fra bunden. Længslen efter det enkle liv – væk fra overforbrug, politik og corporate bullshit – slår igennem i store dele af romanen. Men hvad sker der med dem, der ikke kan steppe? En del af romanens satiriske kant ses i fremstillingen af “phobics” – dem, der ikke kan træde mellem verdener. De bliver efterladt. Og det bliver politisk. En demagogisk skikkelse, Cowley, fremstår som talerør for den vrede, som opstår hos de efterladte. Det bliver hurtigt klart, at selv med uendelige muligheder, følger menneskelig konflikt og eksklusion med i bagagen. “It’s natural. Walking is. But what they call stepping? He shook his head. Nothing natural about that. You need a gadget to do it, don’t you? You don’t need no gadget to walk. Stepping. That’s not what I call it. That’s not what my granddaddy would have called it. We plain folk, who don’t have the education to know any better, have other words for practices like that. Words like unnatural. Words like abomination. Words like unholy.” – Cowley Prædiker for de efterladte Phobics Lobsang og Joshua i det uendelige multivers Lobsang og Joshua er bogens centrale makkerpar, og dynamikken mellem dem giver en del af historiens underholdningsværdi. Joshua er menneskelig, introvert og søger ro. Lobsang er overmenneskelig, charmerende – og manipulerende. Han ved for meget, siger for lidt og har hele tiden en bagtanke. Deres rejse i zeppelineren The Mark Twain er både en fysisk rejse og en filosofisk en af slagsen. Hvad betyder det at være menneske? Er Lobsang i virkeligheden bare en glorificeret chatbot med svagheder og følelser – eller er han mere menneske end mange mennesker? Scenen hvor Lobsang møder Joshua første gang, som en snakkende colaautomat (!), er rendyrket Pratchett-fjolleri. Men det udvikler sig hurtigt til noget dybere, særligt når de til sidst møder et gigantisk væsen i havet på en fjern verden: First Person Singular. For meget worldbuilding? Jens og Anders er ikke helt enige om vurderingen af The Long Earth. Jens giver den fire stjerner, Anders tre. Hvor Jens ser en underholdende og original what-if-fortælling med høj underholdningsværdi, ser Anders en bog, der forsøger for meget og samler for lidt op. Bogens opbygning – med mange sidehistorier, små indskudte karakterer og utallige verdener – føles nogle gange som en ustruktureret brainstorm, hvor kun halvdelen af idéerne lander sikkert. Den har satirens bid, science fictionens filosofi og eventyrets magi, men forsøger måske at gabe over for meget. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Long Earth Shownotes til The Long Earth Siden sidst Anders har læst/oplevet: Those Beyond the Wall af Micaiah Johnson – en efterfølger til The Space Between Worlds, med parallelluniverser, action og følelser med følelser på. Anders er meget begejstret. En roman om balletdansere af Meg Howrey – ikke sci-fi, men velskrevet. Anders har besluttet sig for at læse alt, hun har skrevet. Historical Dictionary of Science Fiction – fundet via podcasten The Illusionist. Et nørdet leksikon over sci-fi-ord og deres oprindelse. Murderbot Diaries – tv-serien baseret på Martha Wells’ bøger har premiere 16. maj på Apple TV+. Anders og Jens planlægger at se med. Jens har læst/oplevet: The Long War af Pratchett & Baxter – fortsættelsen af The Long Earth. Jens er i gang og glæder sig til at læse videre. Lytternes anbefalinger Carsten Fogh Nielsen: Anbefaler The Refrigerator Monologues af Catherynne M. Valente, som han interviewede på Fantasticon. Christian Enkel: Efterlyser mere anerkendelse af dansk sci-fi og linker til 128 danske sci-fi bøger. Bonus 🎤 SCIFI SNAK laver live-optagelse på Fantasticon søndag 1. juni kl. 13–14 i Støberiet, København. Temaet er humor, og bogen bliver The Restaurant at the End of the Universe af Douglas Adams. 📚 Oprindeligt ville Jens og Anders læse Infinity Welcomes Careful Drivers, men måtte droppe den pga. dårlig tilgængelighed. Douglas Adams to the rescue!

I denne episode kaster vi os over Tom Sweterlitschs labyrintiske tidsrejsethriller The Gone World fra 2018 – en bog, som både Kåre og Lise har peget på som en af de bedste læseoplevelser i 2024. The Gone World er ikke bare en sci-fi-krimi med kosmisk horror – det er også en bog, der blæser hovedet af læseren med tidslinjer, multiverser og metafysiske mareridt. Vi følger Shannon Moss, agent for den amerikanske flåde, der i 1997 bliver kastet ind i et brutalt drab på en hel familie – og som via teknologisk tidsrejse forsøger at finde spor til opklaring i fremtiden. Men fremtiden er ikke fast – og i horisonten lurer dommedag. Tidsrejse som opklaringsmetode Når Shannon Moss arbejder for Naval Criminal Investigative Service, gør hun det ikke kun med afhøringer og fingeraftryk – hun rejser frem i tiden for at finde spor. Når man rejser til fremtiden i The Gone World, rejser man ikke til den egentlige fremtid, men til en mulig version af den – og det er netop Shannon Moss’ metode: at hente viden i fremtidens varianter og tage den med hjem til sin nutid, “terra firma”. Men tid er ikke gratis. Shannon ældes i fremtiden – selvom hun vender hjem til det samme øjeblik, hun rejste ud fra. Hun er biologisk i 40’erne, men burde være 27. Hendes kolleger og familie ser hende ændre sig foran dem – og i nogle tilfælde møder hun dem igen som fremmede i fremtiden. Det skaber en både fascinerende og melankolsk stemning – en hovedperson i permanent eksistentiel jetlag. En brutal krimi koblet til kosmisk mareridt Allerede i første kapitel introduceres vi til dommedag. “The Terminus” – en dommedagsvision ude i fremtiden, hvor jorden er forvandlet til en frossen ørken, mennesker hænger korsfæstet i luften med sølvglimtende nanoteknologi i munden. Og i løbet af bogen rykker Terminus tættere og tættere på, hver gang Shannon rejser frem. Det bliver klart: Den sidste generation er allerede født. Klokken tikker. Og med stor opfindsomhed får Sweterlitsche koblet mordmysteriet og dommedag sammen. Multiverset, vardoggers og andre hjernevridere Sweterlitsch har ikke kun fundet på en enkelt tidsrejseidé – han har smidt hele fysik-biblioteket i gryden. Vi får “vardoggers” (et koncept lånt fra nordisk mytologi), som er steder, hvor grænserne mellem tidslinjer bliver tynde. Vi får kvanteknuder, simultane fremtider og nedslag i parallelle 2015’er – nogle fyldt med nanobotter og levende digitale kloner, andre mere hverdagsagtige. Nogle gange føles det som en blanding af True Detective, Solaris, Inception og Tenet – især fordi bogens scener ofte er så stemningsmættede og billedstærke, at man ikke helt fatter, hvad der sker, men alligevel bliver suget ind. Det er vildt, syret og af og til frustrerende. For mange idéer, eller bare nok? Der er scener i The Gone World, man sent glemmer. Et fremtidshotel fyldt med nanobotter. En samtale med en død forsker i form af en hologrammisk skikkelse. Et skovområde, hvor virkeligheden bølger og man pludselig befinder sig i en anden tid. Anders mener, bogen måske har for mange vilde idéer, der vælter rundt i hinanden – lidt for meget mystik, lidt for lidt hard sci-fi. ⭐️⭐️⭐️(⭐️) Jens er begejstret: “Den føles som en bog, hvor det hele kan gå frygteligt galt – og det er en del af charmen.” ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Man skal dog holde tungen lige i munden. Plottet er sammenfiltret, og uden en vis koncentration kan man nemt miste overblikket. Se et diagram fra This is Barry her Diagram udarbejdet af This is Barry (Se artikel her) Men for dem, der holder af True Detective vibes, kosmisk horror og tidsrejser med konsekvenser, er The Gone World en intens og unik læseoplevelse. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Gone World. Shownotes til The Gone World Siden sidst Anders har læst/oplevet: The Steerswoman af Rosemary Kirstein – Mere fantasy end sci-fi, med et spændende koncept om kortlæggere i en ukendt verden. The Imposition of Unnecessary Obstacles af L. M. Ricard – Efterfølgeren til Mossa and Pliety, hyggelig og Sherlock-agtig. Genlæst gamle yndlingsbøger som comfort reading under sygdom. Jens har læst/oplevet: Mickey 17 (film) instrueret af Bong Joon-ho – Sci-fi med Robert Pattinson som en “expendable” klon, overraskende sjov og fedt designet. Lytternes anbefalinger Henning anbefaler flere sci-fi-krimier: The Caves of Steel af Isaac Asimov The Investigation og The Chain of Chance af Stanisław Lem Dirk Gently’s Holistic Detective Agency af Douglas Adams Katrine nævner Cities in Flight af James Blish – mulig inspiration til Mortal Engines. Mads skriver om Coyote-trilogien af Allen Steele, som snart udkommer på dansk på ScifiCon i Randers. Hvad genlæser du? Andes er i gang med at genlæse bøger. Noget han kom på under sin marathon-influenza. Læs han blog her Hvilke scifi-bøger kan du godt lide at genlæse? Skriv i kommentarfeltet Bonus SCIFI SNAK er nu federeret! Du kan finde community og kommentarer på scifisnak.dk og Mastodon. Der ligger også en guide til, hvordan du kommer i gang med fediverset. Og Superkultur (Hennings blog) er nu også federeret. 🛸 Tak fordi du læser (og lytter) med. Næste gang tager vi Radiance af Catherynne M. Valente – en deco-punk, pulp, alt-history space opera. Det bliver mærkeligt. Og måske fedt.

Lyt til udsendelsen her: På en fælles førsteplads Igen i år var vi meget enige om årets bedste bog: The Deluge Stephen Markley (ScifiSnak ep 118: The Deluge). Bogen er lidt af en moppedreng på omkring 900 sider, der sagt meget kort handler om klimapokalypsen og alle de tilhørende politiske, sociale og kulturelle konsekvenser – sådan cirka de næste 10-15 års tid – og den kommer vidt omkring. Der er et centralt persongalleri på 6-7 personer, vi drøner omkring i det meste af USA, og historien udspiller sig fra cirka nutid (2013, for nu at være præcis) frem til 2040. Det er en bog der godt kan tynge humøret lidt. Så ud over at være lang er den altså også lidt hård at læse. Men den er hele besværet værd synes vi. På andenpladsen På andenpladsen kom to bøger fra hhv 1969 0g 1972. Så altså godt med år på bagen for runner-ups. Anders: Dune Messiah Frank Herbert: Dune: Messiah (1969) fra episode 114, er den anden del i Dune-serien – en episk saga om politik, religion, miljø og ambitioner. Bogen fortsætter historien om Paul Atreides, som i første bog blev kronet som kejser af det galaktiske imperium – men efter en langvarig jihad og udryddelsen af 61 milliarder af borgere på tusindvis af planeter er Paul måske blevet det han frygtede (men delvis havde forudset) – og han må slås for at bevare kontrollen mens magtfulde modstanderer konspirerer om at omstyrte ham. Dune Messiah var lidt af en gyser at kaste sig over, fordi vi var bekymrede for, om vi overhovedet ville kunne lide den. Men med to gange 5 stjerner sejrede Frank Herbert endnu en gang i SCIFI SNAK og meldte sig samtidig ind i Hall of Fame klubben af forfattere, som vi har læst tre gange. Jens: Ecotopia Enest Callanbach’s Ecotopia (1972) er fra A Mock Book’s Gaia-serie. Her besøger vi et økologisk utopia, i en verden hvor vestkyst-staterne i USA har løsrevet sig fra unionen. Fortælleren er en amerikansk journalist, som får lov til at komme over grænsen, og skrive hjem til sin avis om livet i Økotopia, som ingen amerikanere kender til. Landet er nemlig lukket for udveksling med sin kapitalistiske og forbrugeristiske nabo. Callenbachs bog er et spændende tidligt blueprint på, hvilke løsninger der skal til for at skabe et bærdedygtigt samfund. På tredjepladsen Anders: In Ascension – af Martin MacInnes. Romanen fortæller historien om Leigh, en ung pige, der vokser op i Holland midt i klimaforandringernes kaos, og bliver en havforsker, der udforsker dybe kløfter og mystiske fænomener dér, og senere kommer med på en rum-mission som skal undersøge en anomali i udkanten af solsystemet. Jens: Translation State Af Ann Leckie: Translation State af Ann Leckie er en finurlig og tankevækkende science fiction-roman, der foregår i det samme univers som hendes prisvindende Ancillary-serie. Historien følger tre hovedpersoner, hvis liv væves sammen af en gammel og uløst gåde: den mystiske forsvinden af en Presger Translator, en gådefuld hybrid skabt til at kommunikere med en fremmed, nærmest ufattelig race. Enae bliver sendt ud for at løse mysteriet, mens Reet opdager, at han selv måske er nøglen til noget langt større, og den unge Translator Qven står over for valget mellem pligt og identitet. Romanen udforsker temaer som identitet, kommunikation og relationer i en galakse fyldt med politiske spændinger og kulturelle forskelle. Det er klassisk Leckie med alle de sædvanlige weirdo ideer, mens også med enormt meget hjerte.

Robert Charles Wilson er en amerikansk-canadisk scifi-forfatter, født i 1953. Han har udgivet romaner siden midten af 80’erne. Han vundet flere priser, bla. en Philip K. Dick Award i 1994, og en Hugo for “Spin” som udkom i 2005. “Jeg var 12 og tvillingerne var 13 , den nat hvor stjernerne forsvandt fra himlen”. “Spin” følger tre venner – Tyler Dupree og tvillingerne Jason og Diane Lawton – der en nat, mens de er tidlige teenagere, oplever at Månen og stjernerne pludselig forsvinder fra himlen. Det viser sig at Jorden er blevet indhyllet i en mystisk membran som skjuler resten af galaksen, men også gør at tiden inde på Jorden går meget langsommere end udenfor – faktisk går der hele 3,17 år i Universet for hvert sekund der går på Jorden. Det er ikke bare mystisk, det har også potentielt katastrofale konsekvenser. For når man regner på det, er solens død som rød kæmpe kun 50 år væk! Bogen er meget opfindsom i sin fortælling om spændende teknologiske landvindinger. For eksempel er ikke noget problem at terraforme Mars, når der går 8,5 mio. mars-år på en jordmåned. Samtidig skriver Robers Charles Wilson meget levende og interessant om begivenheder i de tre ungdomsvenners livsbaner. Jason bliver den ledende membran-forsker i organisationen, mens søsteren Diane hensygner i en religiøs kult. Og Tyler er vores lidt passive fortæller, der springer til, hver gang tvillingerne ringer. Bogen spiller på den helt store klinge over 4 mia. rumår. Samtidig udforsker den samfundets reaktion med udsigt til dommedag. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Spin.” Shownoter til Spin Anders  har læst Theis Ørntofts “Jordisk” og Helen MacDonalds “Prophet” Jens  Er i gang med Nona the Ninth (the locked tomb bog 3 af Tamsyn Muir ) Megafedt mix af Nekromantiker-magi og science fiction i et meget anderledes univers. Vildt forvirrende men også meget fascinerende og unikt.

I Stephen Markley’s bog oplever vi fra 2013 til 2040 et USA, hvor klimaet er i oprør, mens olielobbyen og populistiske politikere vender sig væk fra virkeligheden mod fascismen. Stephen Markley startede på at skrive The Deluge i 2013, og den udkom sidste år. Men det er også lidt af en kleppert. Undervejs har realiteterne overhalet fiktionen. Bogen indeholder for eksempel en belejring af USAs kongres, som er skrevet længe før, det blev til en realitet. I bogen følger vi et stort galleri af karakter fra alle hylder i det amerikanske samfund. Vi følger den frustrerede videnskabsmand, som føler sig ignoreret. Vi følger de idealistiske NGO’er og de snu økoterrorister. Bogen er hård kost. Man tænker uværgeligt tilbage på Ministry of the future, som er fuld er ingeniørløsninger og smarte interventioner. Denne bog kigger på verden gennem langt mere kyniske øjne. Stephen Markley undersøger hvordan demokratier i populisternes og oligarkernes klør vil håndtere klimakrisen. Det er ikke kønt eller opløftende. Menneskeheden skal helt ned og bide, før vi rejser os igen. Det virker som et meget realistisk take, at beskrive en verden, hvor de økonomiske og politiske realiteter igen og igen trumfer realiteterne ude i den virkelige verden. Faktisk burde bogen sælges med en pakke lykkepiller. Et af de hårde øjeblikke er da videnskabsmanden Tony tænker på fremtiden og sit barnebarn: “She would be, like most of her generation, a scavenger, likely a part-time cannibal. Her life would be hard and violent. Then the generation after hers—the one that should have been populated by his great-grandchildren—would likely be the human species’ last because the surface of the planet would be too hot to sustain life.” Menneskekød på menuen til vores oldebørn! Så tror jeg at jeg godt kan lære at spise Tempeh… Jens og Anders har SCIFI Snakket “The Deluge” Shownotes til The Deluge @Anders  har set den stille og fine androide-film “After Yang” på Max (fik tidligere bogen, som jeg ikke har fået læst endnu… har læst “Blood, Sweat and Chrome” om tilblivelsen af “Mad Max: Fury Road” @Jens De har læst Piranesi af Susannah Clarke i Læs den! Rendezvous With Rama Adaptation CONFIRMED by Denis Villeneuve! Har læst Translation State af Ann Leckie. Smuk og weird bog. Fedt call-out til murderbot med “Pirate Exiles of the Death Moons”” som man kan se når man bliver stresset som Presger translator. Blevet udfordret til at læse Inversions af Iain Banks som de har læst i Læs Den!

Forlaget A Mock Book udgiver Science Fiction på dansk. De kalder sig et forlag i tiden og udgiver bøger, der taler ind i vores planetariske krise. For dem giver spekulativ fiktion og scifi en særlig mulighed for at tænke og udfolde mulige fremtider. Det var mens DUNE kørte for fulde gardiner i biograferne. Jeg kom gående forbi Politikens Boghal, og så dem ligge der i vinduet: Nyudgivelser af Dune på dansk i et fedt nyt grafisk design. Hvad i alverden gik det ud på!? Det fandt vi ud af da vi inviterede Jacob og Karsten fra A Mock Book på besøg i SCIFI SNAK studiet. A Mock Book har begået en flot liste udgivelser, i det de kalder Gaia serien. Bøgerne er opdaterede nyudgivelser af klassiske værker fra Le Guin, Ballard og Herbert, men også mere spekulative nyere værker. Alt sammen med fokus på at give input til diskussion om planetens fremtid. Det taler ind i en tid, hvor scifi kommer mere på dagsordenen, fordi vi her kan finde ideer og tanker om, hvilke forandringer og løsninger vi står over for. Og til efteråret udgiver A Mock Book sågar klimakrisemanualen over dem alle: Kim Stanley Robinsons “Ministry for the future!“ Lyt til en samtale, som giver spændende input til genrens relevans og indsigt i hvordan et mikroforlag opererer. Shownotes – Jacob og Karstens anbefaler: Jacob synes man skal læse: J.G. Ballards “Verden under vand” Karsten giver thumbs up til: Frank Schätzing’s “Sværmen”